
[Følgende artikel er oprendelig trykt i Fastaval Spillerkompendium 2008]
Du har sikkert prøvet at spille rollespil, som bare ikke fungerede. Nogen gange er det scenariet andre gange er det samspillet med de andre spillere og spilleder som er årsagen. Når det er tilfældet er det måske fordi du er stødt ind i én eller flere af nedenstående typer af rollespillere. Det er den slags rollespillere som ødelægger det for alle os andre. Jeg tror du vil nikke genkendende til dem. Jeg gør i hvert fald. De er nemlig alle sammen mig! De er de sider af mig, som er med til at skabe en dårlig oplevelse både for mig selv og for mine medspillere. Hvis du, når du læser beskrivelserne, kan se de samme sider i dig selv, så prøv at tænke over det næste gang du spiller – og undgå dem.
Showspilleren holder af at vise sig. Når han spiller er det nærmest som om han råber: Se mig jeg spiller rollespil! Han kan godt lide at være højrøstet og have store armbevægelser. For ham handler scenariet kun om hans karakter og muligheden for at vise hvor dygtig han er. Han er kun interesseret i de andre karakterer fordi de kan give opmærksomhed til ham og den historie han vil fortælle. Der findes også indadvendte showspillere. De kan godt lide og side i et hjørne og virkelig føle sig som deres roller. De behøver slet ikke de andre spillere og er kun fokuserede på sig selv. Den indadvendte showspiller er ikke så destruktiv, som den almindelige showspiller, men fælles for dem er at de ikke bidrager til at hjælpe de andre karakterer med at udfolde deres historie.
Sofavælgeren vil egentlig helst underholdes. Hvorfor træffe valg og skabe en fælles historie, når de andre nu gør det så fint uden mig, tænker han. Selv om han måske sidder med en vigtig og udfarende rolle, så gider, eller tør, han ikke rigtigt spille den. Tænk nu hvis han kom til at gøre noget forkert. Tænk hvis han virkelig skulle bruge energi på at træffe nogle valg. Sofavælgeren er usikker og bange for at gøre sig forkert bemærket. Eller også er han bare træt, bagstiv og ligeglad.
Strategen kan godt lide at have styr på tingene. Han ved lige hvordan scenariet skal være og planlægger hurtigt den bedste vej for både sin karakter og historien som helhed. Når han har lagt sin strategi, laver han den nødigt om. Hvis de andre spillere ikke opfører sig efter hans plan bliver han frustreret og prøver ihærdigt at få dem ind på ’rette’ spor igen. Strategen hader uforudsete hændelser og spontanitet.
Nørden er egentlig mest interesseret i idéen om rollespil. Han synes det er spændende at diskutere rammerne for scenariet og han er virkelig i sit es, hvis han får lov til at diskutere regler, teori og terningeslag. Midt i et scenarie kan han begynde at filosofere over forfatterens hensigter og diskutere reglerne med spillederen. Hvis han da ikke er spilleder selv, og bruger det meste af tiden på at fortælle om reglerne til sine spillere. En anden uheldig tendens hos nørden er hans behov for at komme med metakommentarer om alt fra Monty Pyton-sketches og Tarentino-film til andre scenarier han tidligere har spillet.
Skrevet Tuesday, 13. January 2009 kl. 15:22
Du kan følge med i kommentarerne ved at abonnere på feedet for dette indlæg. Du kan efterlade en kommentar, eller sende trackback fra din egen side.
Hej Lars. Jeg læste, at du søger feedback på dine artikler, og iler til din undsætning.
Personligt finder jeg det mere konstruktivt at se på spørgsmålet “hvornår og hvorfor bedriver folk dårligt rollespil” end “hvem er en dårlig rollespiller og hvad skal vi gøre med dem når revolutionen kommer”. Jeg har også indtryk af, at det egentlig er det, du sigter mod i din artikel.
Det, jeg gerne ville se mere af i denne artikel, er noget i retning af “så du har de her tendenser i dit rollespil, og noget af det kan du nemt vænne dig af med, men andet af det er egentlig ret dybtliggende forbundet til, hvordan du er indrettet i hovedet. Så hvordan kan du bruge de her dybereliggende tendenser til at spille godt rollespil i stedet for dårligt rollespil?”
Jeg ved ikke, om det er ladsiggørligt, men det kunne være pænt cool.
anne | 21.01.09 09:52
Hej Lars,
Jeg synes, at Anne har nogle gode pointer. Det kunne være spændende at få vinklet artiklen til at handle om en selv end om ”de andre”. Man kunne f.eks. lave ”Fra uvaner til vaner”, hvor du fokuserer på, hvordan man bruger sine (ovenstående) uvaner til at forbedre rollespilsoplevelsen. Hvis jeg nu er en showspiller, hvordan sikrer jeg mig, at jeg 1) ikke forstyrrer de andre spillere, og (langt mere interessant) 2) forbedrer den fælles spiloplevelse med mit showspil.
/ Morten
Helt enig med Morten og Anne,
Der findes en femte type, lad os kalde personen Jokeren, som nærmest kan beskrives som den person som ikke kan lade være med at kommentere spillet med en kæk kommentar, lave en fjollet stemme eller hviske en indforstået vittighed til en medspiller. Grunden til at vi måske ikke bliver så belastede af dem, er at de ofte faktisk *er* sjove. Og det er sjovt at have det sjovt, og kedeligt at kede sig. Men det er ikke befordrende for indlevelsen. Som sådan ligner personen lidt en mellemting mellem nørden eller showspilleren, bare uden selvoptagetheden og metakommentarerne. Du har helt sikkert spillet med dem.
/Frederik
Fed artikel.
Jeg må nok indrømme at jeg falder under Nørden ;)